• Forsiden

• Alle film

• Biografer



Powered by Integra - 1StepAhead A/S


Foredrag: Videnskaben bag øl

Vis alle film »

Foredraget livestreames fra Aarhus Universitet.

Sprog: dansk
Pause: 20 minutter
Entré: 30 kr. (grundet smagsprøver)
Forelæsere: forskningsleder Birgitte Skadhauge og brygmester Erik Lund, begge fra Carlsberg Laboratorium

Hos Carlsberg brygger de ikke kun øl – deres traditionsrige forskningslaboratorium har gennem årene udviklet viden og nye teknikker som også har forbedret produktionen af øl. Carlsberg Laboratorium har desuden bidraget til den grundlæggende naturvidenskab da forskere på laboratoriet har gjort flere store videnskabelige opdagelser – fx rendyrkningen af gær, udviklingen af pH-skalaen og den klik-kemi som Morten Meldal fik Nobelprisen for i 2022.

Der ligger en masse videnskab til grund for det gode øl, og i dette foredrag kan du dykke med ned i forskningen i og udviklingen af de ingredienser som bruges til ølproduktionen. Hør lederen af Carlsberg Laboratorium, Birgitte Skadhauge, og laboratoriets brygmester, Erik Lund, fortælle om forædling af byg og humle og hvordan man dyrker dem bæredygtigt.

Du vil også høre om hvordan spiring af byg – dvs. maltning – kan give forskellige malttyper med forskellig smag. I Carlsberg Laboratorium arbejder de også på udviklingen af nye typer af gær som ikke danner alkohol, men stadig gærer. Disse nye gærtyper kan bruges til produktion af alkoholfrit øl uden at skulle anvende forskellige efterbehandlinger der kan påvirke smagen af øllet.

I foredraget vil du derudover få indsigt i den nyeste banebrydende teknologi inden for klimatolerante fødevarer. Teknologien bruges til at finde nye forbedrede egenskaber i planter som kan øge deres kvalitet eller udbytte under forskellige klimatiske forhold. Det er ikke kun forskning i nutidens planter der kan hjælpe med klimatilpasningen af fødevarer: hør om fundet af 2 mio. år gammelt DNA fra planter og træer i Nordgrønland som kan give indblik i hvordan fortidens planter tilpassede sig deres skiftende klima.

Under foredraget får du serveret små smagsprøver på fem udvalgte øltyper. Du smager dem én efter én efterhånden som de gennemgås i foredraget.
NB. Dette foredrag varer en halv time længere end normalt.
__
Læs mere på ofn.au.dk/abstract/158.
Hvis du vil tippes om kommende foredrag og modtage bonusmateriale, så følg foredragenes nyhedsbrev eller sociale medier.

Foredraget streames live fra Aarhus Universitet og er et led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab som arrangeres af Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer med støtte fra Carlsbergfondet.
Foredraget varer 2 timer og 30 minutter inkl. en pause midtvejs på 20 minutter samt en session til slut hvor forelæseren svarer på udvalgte spørgsmål indsendt under foredraget af publikum via SMS og X.

Foredraget bliver ikke tilgængeligt på nettet efterfølgende.



Spilletider i Hadsund Bio 1+2 (Hadsund)

Vælg anden biograf »


« Forrige uge Uge 14 Næste uge »
Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag Lørdag Søndag