|
|
Foredraget livestreames fra Aarhus Universitet.
Sprog: dansk Pause: 20 minutter Forelæsere: astrofysikere Mia Sloth Lundkvist og Hans Kjeldsen.
Måske har du en aften stået under stjernerne og spekuleret over hvordan Universet hænger sammen – og hvordan det ville se ud hvis du kunne hoppe op på en fjern stjerne og kigge ned mod Jorden? I dette foredrag vil du blive lidt klogere på netop det; vores plads i Universet. Forelæserne tager dig med på en tur rundt i vores egen galakse, Mælkevejen, som, foruden milliarder af stjerner, består af blandt andet gas- og støvskyer, exoplaneter og et kæmpe sort hul i centrum.
Du vil høre om Mælkevejens oprindelse og dens fortsatte udvikling i dag – og dykke ned i dens spiralarme, stjernehobe og gådefulde centrum. Ved hjælp af rumteleskoper som Hubble, Gaia og James Webb afsløres Mælkevejens detaljer gennem spektre, billeder og præcise målinger af stjernetemperaturer og bevægelser.
Foredraget vil også give dig indsigt i den astrofysiske forskning ved Aarhus Universitet og stille skarpt på nogle af de store spørgsmål om vores galakse som vi endnu mangler at få svar på. __ Læs mere på ofn.au.dk/abstract/162. Hvis du vil tippes om kommende foredrag og modtage bonusmateriale, så følg foredragenes nyhedsbrev eller sociale medier.
Foredraget streames live fra Aarhus Universitet og er et led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab som arrangeres af Aarhus Universitet med støtte fra Carlsbergfondet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer. Foredraget varer 2 timer inkl. en pause midtvejs på 20 minutter samt en session til slut hvor forelæseren svarer på udvalgte spørgsmål indsendt under foredraget af publikum via SMS.
Foredraget bliver ikke tilgængeligt på nettet efterfølgende.
|
|