|
|
|
Som et monument over kommunismens tro på fællesskabet er handlingen i ‘Sátántangó’ henlagt til et nedslidt landsbrugskollektiv. Alle forsøger at forlade stedet – men i det lille samfund kan man nemt blive hjemsøgt af fortiden. Rygterne vil vide, at den frygtede Irimiás er genopstået fra de døde, og at han er på vej tilbage til landsbyen. Béla Tarr bevæger sig frem og tilbage i tid, de enkelte episoder overlapper hinanden og lader os se begivenheder gennem forskellige karakterers øjne. Mange af de udsøgt realiserede indstillinger er op til ti minutter lange. Det giver os tid til at opfange det, der foregår under den ydre handling.
Den syv og en halv timer lange film er en af den slags billedfortællinger, som bare BØR opleves på stort lærred.
|
|
