|
|
|
Parsifal, Wien 2021. ET MONSTRØST MESTERVÆRK!
En ung mand, der er uvidende om alt, inklusive sit eget navn, ankommer til den hellige grals rige. Er han den 'rene tåbe, oplyst af medfølelse', som, hvilket er blevet profeteret, vil rense riget? Parsifal er Richard Wagners mesterværk og sidste opera, det er på mange måder summen af hans værker, og måske stiller operaen spørgsmålet: Hvem er jeg? Hvad skal jeg tro? Hvordan finder jeg ud af det?
Den verdenskendte sceneinstruktør Kirill Serebrennikovs frygtløshed, som man nærmest fysisk kan mærke i hans produktioner, fascinerer nogle lige så meget, som den forvirrer andre. Hans radikale læsning af Wagners sidste storslåede opera på Wiener Staatsoper betragter Parsifal som en befrielsesopera, nemlig som en befrielse fra sig selv gennem erkendelsen af, at vejen til frihed kun kan tackles af en selv.
En central idé i denne produktion er den fordoblede Parsifal, som trækker sit gamle ego fra fortiden rundt med sig selv for at efterlade det til sidst. Over for de vaklende Parsifal-figurer står en magtfuld Kundry
Under optakten indtager et overdimensioneret foto af Parsifal (Jonas Kaufmann) skærmen øverst på scenen. Lidt efter lidt zoomes der ind, indtil kun øjnene kan ses. Så vender turen igen, men en anden mand dukker op. Parsifal ældre og yngre. Tæppet op: Et øde fængsel med celler, der forgrener sig til venstre og højre på to niveauer, med et rum i midten til at slås, løfte vægte og snuppe mad. Instruktør Serebrennikows budskab bliver hurtigt klart: gralssamfundet bliver fanger af sine egne regler og ritualer. Indtil videre så velkendt. Men måden historien fortælles på er usædvanlig. Nemlig som retrospektiv – med en stum skuespiller, der efterligner Parsifal som ung. Medfølelse er i fokus for Serebrennikov – gennem dette fortællende niveau giver han os billeder, der gør den ikke helt letforståelige libretto mere plausibel. Og det har også noget at gøre med (som det så ofte er tilfældet med gode Parsifal-produktioner) en genial Kundry.
|
|
